I dag deler jeg mit seneste værk. Da jeg stod over for det, søgte jeg ikke et portræt i klassisk forstand, men en rå følelsesmæssig eksplosion – en måde at lade farven blive selve fortællingen.
Dette værk tager sit afsæt i den abstrakte ekspressionisme, hvor handlingen og processen på lærredet er fundamental. Du ser et overflødighedshorn af impasto-teknik: malingen er påført tykt og voldsomt med paletkniv, næsten skulpturelt. Denne rå, fysiske energi er inspireret af Willem de Koonings vilde gestik og den intense kolorisme hos kunstnere som Chaïm Soutine.
Jeg har næsten udelukkende arbejdet med pink i alle dens nuancer – fra den bløde tone til den aggressive fuchsia – på en bund af ren blå, rød, gul og grøn. Farven er presset til at rumme hele spektret af menneskelige følelser. Her bliver pink ikke bare sød, men højlydt, støjende og insisterende.
Mens jeg arbejdede, lyttede jeg til Sigur Rós' "Svefn-g-englar", hvis drømmende og æteriske post-rock soundscape hjalp med at skabe figurernes spektrale fremtoning. De er ikke egentlige portrætter, men snarere ekkoer af ansigter, der spøger i farvehavet. Samtidig var der den beroligende, men komplekse klang fra Brian Enos ambient music – særligt Music for Airports. Jeg hørte det i en lufthavn, da jeg sagde farvel til min yngste søn og familie, som drog ud på en lang rejse. Måske var det derfor, musikken valgte mig.
Værket er et vidnesbyrd om, at det voldsomme og det skrøbelige kan eksistere side om side. Det er måske min indre støj fra barndommen, omsat til billede – en hyldest til de smukke, flygtige ekkoer, der udgør vores indre liv.
I dag deler jeg mit seneste værk. Da jeg stod over for det, søgte jeg ikke et portræt i klassisk forstand, men en rå følelsesmæssig eksplosion – en måde at lade farven blive selve fortællingen.
Dette værk tager sit afsæt i den abstrakte ekspressionisme, hvor handlingen og processen på lærredet er fundamental. Du ser et overflødighedshorn af impasto-teknik: malingen er påført tykt og voldsomt med paletkniv, næsten skulpturelt. Denne rå, fysiske energi er inspireret af Willem de Koonings vilde gestik og den intense kolorisme hos kunstnere som Chaïm Soutine.
Jeg har næsten udelukkende arbejdet med pink i alle dens nuancer – fra den bløde tone til den aggressive fuchsia – på en bund af ren blå, rød, gul og grøn. Farven er presset til at rumme hele spektret af menneskelige følelser. Her bliver pink ikke bare sød, men højlydt, støjende og insisterende.
Mens jeg arbejdede, lyttede jeg til Sigur Rós' "Svefn-g-englar", hvis drømmende og æteriske post-rock soundscape hjalp med at skabe figurernes spektrale fremtoning. De er ikke egentlige portrætter, men snarere ekkoer af ansigter, der spøger i farvehavet. Samtidig var der den beroligende, men komplekse klang fra Brian Enos ambient music – særligt Music for Airports. Jeg hørte det i en lufthavn, da jeg sagde farvel til min yngste søn og familie, som drog ud på en lang rejse. Måske var det derfor, musikken valgte mig.
Værket er et vidnesbyrd om, at det voldsomme og det skrøbelige kan eksistere side om side. Det er måske min indre støj fra barndommen, omsat til billede – en hyldest til de smukke, flygtige ekkoer, der udgør vores indre liv.
