Grundtvig – et ansigt, en tanke, en uro

Hvorfor jeg bliver ved med at male Grundtvig, selv om jeg ikke er grundtvigianer.

Jeg er ikke grundtvigianer. Jeg maler ikke Grundtvig for at bekende mig til en bestemt tro, en politisk tradition eller en bestemt fortolkning af dansk kulturhistorie. Alligevel vender jeg tilbage til ham. Igen og igen dukker hans ansigt op på mine lærreder, som om der i dette ansigt findes noget, jeg endnu ikke er færdig med at undersøge.

Måske er det netop modsætningen, der fascinerer mig. At jeg som billedkunstner kan være optaget af et menneske uden nødvendigvis at dele hans overbevisninger. At jeg kan nærme mig en historisk skikkelse uden at ville gøre ham til et ikon, der skal hyldes eller forsvares.

For mig begynder det med ansigtet.

Grundtvigs ansigt bærer spor af et levet liv. Det er ikke et ansigt, der umiddelbart lader sig indfange i en enkel fortælling. Der er styrke og sårbarhed, myndighed og uro, alvor og noget næsten trodsigt. Det rummer modsætninger, og det er netop i disse modsætninger, at jeg som maler finder mit udgangspunkt.

Jeg er optaget af mennesket som en sammensat størrelse. Vi er aldrig blot det, vi siger, vi tror på, eller det, andre fortæller om os. Vi er også vores tvivl, vores længsler, vores nederlag og vores forsøg på at skabe sammenhæng i en verden, der ikke altid tilbyder os nogen.

Når jeg maler Grundtvig, forsøger jeg derfor ikke at fremstille ham som en historisk korrekt figur. Jeg forsøger at undersøge den menneskelige tilstedeværelse, der ligger bag portrættet. Jeg arbejder med farverne, bruddene, de forskudte former og de urolige lag, indtil ansigtet på en måde begynder at løsrive sig fra sin historiske identitet.

Det er ikke længere kun Grundtvig, jeg ser. Det er også et menneske, der forsøger at forstå sin samtid og sin plads i den.

Troen er ikke min forudsætning – men menneskets søgen interesserer mig.

Grundtvig beskæftigede sig med spørgsmål, som rækker ud over hans egen tid: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan hænger individet sammen med fællesskabet? Hvilken betydning har sproget, historien, fortællingen og den levende samtale for vores forståelse af os selv?

Jeg behøver ikke at dele hans religiøse udgangspunkt for at finde disse spørgsmål relevante. Tværtimod bliver jeg interesseret i spændingsfeltet mellem det, han troede på, og det, vi i dag forsøger at forstå på andre måder.

Jeg tænker på menneskets behov for fortællinger. På vores trang til at finde mening og sammenhæng, men også på vores tilbøjelighed til at gøre vores egne sandheder absolutte. Vi har brug for forestillinger, der kan binde os sammen, men vi må samtidig bevare evnen til at stille spørgsmål ved dem.

Måske er det her, min egen afstand til grundtvigianismen bliver produktiv. Jeg kan nærme mig Grundtvig uden at skulle gøre ham til min autoritet. Jeg kan lade mig udfordre af ham uden at skulle tilslutte mig ham.

At male er også en måde at tænke på.

Jeg arbejder ikke med portrættet som en afsluttet gengivelse af et menneske. Maleriet er for mig en undersøgelse, hvor farven, bevægelsen og materialet har deres egen stemme.

Et ansigt kan opstå gennem en række tilsyneladende modstridende handlinger. En farve kan både fremhæve og opløse en form. Et penselstrøg eller en spartelbevægelse kan skabe en grænse og i samme øjeblik bryde den ned igen.

Derfor er mine Grundtvig-malerier heller ikke blot variationer over et kendt motiv. De er forskellige møder med den samme skikkelse. Nogle gange træder ansigtet tydeligt frem. Andre gange synes det at forsvinde ind i farverne, som om identiteten er ved at gå i opløsning.

Jeg er interesseret i dette øjeblik mellem genkendelse og fremmedhed. Vi genkender Grundtvig, men vi kan ikke nødvendigvis blive enige om, hvad vi ser. Måske ser vi den store tænker, præsten, digteren, samfundsdebattøren eller et menneske, der kæmpede med sin egen tids spørgsmål. Måske ser vi også noget af os selv.

Maleriet giver ikke et endeligt svar. Det åbner et rum, hvor flere fortolkninger kan eksistere side om side.

Fra den historiske skikkelse til det levende menneske.

Jeg ønsker ikke at gøre Grundtvig til et nationalt monument på lærredet. Monumentet er allerede en del af vores kollektive erindring. Jeg er mere interesseret i at undersøge, hvad der sker, når vi igen ser på det menneske, som monumentet repræsenterer.

Hvad sker der, når et kendt ansigt bliver fremmed? Når farverne forskyder vores blik, og den historiske sikkerhed bliver afløst af en mere åben oplevelse?

For mig handler det også om vores forhold til historien. Vi arver fortællinger, værdier og forestillinger fra tidligere generationer. Nogle tager vi til os. Andre tager vi afstand fra. Men vi kan ikke nødvendigvis forstå os selv uden at gå i dialog med det, vi har arvet.

Grundtvig bliver i denne sammenhæng ikke et svar, men en anledning. En anledning til at undersøge forholdet mellem individ og fællesskab, mellem tradition og fornyelse, mellem tro og tvivl.

Og måske er det netop derfor, jeg bliver ved med at male ham.

Ikke fordi jeg vil fastholde ham i en bestemt fortolkning, men fordi han fortsat sætter noget i bevægelse i mig. Hans ansigt bliver et sted, hvor historien møder nutiden, og hvor det genkendelige kan åbne sig mod noget uventet.

Jeg er ikke grundtvigianer. Jeg er billedkunstner. Jeg søger ikke at illustrere en lære, men at skabe billeder, der giver plads til eftertanke, modsigelse og nye forbindelser.

Når jeg maler Grundtvig, maler jeg derfor ikke alene en historisk person. Jeg maler også vores fortsatte behov for at undersøge, hvem vi er, hvad vi tror på, og hvordan vi kan leve sammen uden at gøre vores egne svar til de eneste mulige.

Det er i dette åbne rum, mine Grundtvig-malerier befinder sig.

Og det er her, jeg stadig har lyst til at male ham.

— René Jacobsen / René J Art