Essay om Grundtvig
Ansigtet som kollektiv hukommelse
Når jeg maler Grundtvig, er det aldrig kun hans ansigt, der træder frem. Det er et ansigt, som bærer sporene af en tid, et folk, en arv. En figur, der rækker ud over sig selv. Det er derfor, jeg oplever, at mine portrætter af Grundtvig bærer kollektivets hukommelse.
Filosoffen Maurice Halbwachs beskrev, hvordan erindring aldrig er isoleret. Vi husker ikke som enkeltindivider i tomhed; vores minder formes af de fællesskaber, vi lever i. Når vi taler om Grundtvig, taler vi ikke blot om et menneske, men om en stemme, der har vævet sig ind i det danske sprog, i folkeligheden, i sangene, i tanken om dannelse og frihed.
Den tyske egyptolog Jan Assmann tilføjede en vigtig pointe: at samfund ikke alene husker gennem mennesker, men gennem medier – ritualer, tekster, billeder. Han kaldte det kulturel hukommelse. I den forstand bliver maleriet ikke bare en portrættering af Grundtvig; det bliver et sted, hvor historien taler i nutiden, hvor fortidens idéer får en ny krop og stemme.
Jung og det kollektive ubevidste
Men jeg tror, der er endnu et lag. Carl Gustav Jung talte om det kollektive ubevidste – de dybe arketyper, som gentager sig i menneskets drømme, myter og symboler. Når jeg maler Grundtvig, mærker jeg, at hans skikkelse ikke kun tilhører historien, men også drømmenes og idéernes verden.
Han bliver næsten en arketype: den gamle vismand, som bærer en viden, vi ikke helt kan formulere, men som alligevel former os.
Jeg maler ikke for at skabe et præcist, historisk portræt. Jeg maler for at åbne det rum, hvor historie, erindring og arketyper flyder sammen. For måske er det netop der, vi kan ane noget om, hvem vi er – som enkeltmennesker og som fællesskab.
Et udtryk mellem popart og neoekspressionisme
Mine Grundtvig-portrætter befinder sig et sted mellem popartens ikoniske billedsprog og neoekspressionismens rå, følelsesmættede energi.
Poparten – med Warhol som det klare eksempel – forvandlede kendte ansigter til kulturelle ikoner, næsten religiøse billeder i en ny tidsalder. Neoekspressionismen – med kunstnere som Bacon og Richter – søgte derimod det intense, det kropslige, det forvredne, hvor mennesket blev malet med både voldsomhed og sårbarhed.
Jeg låner tråde fra begge traditioner, men uden at påstå mig i familie med de store mestre. Jeg søger den ikoniske styrke, hvor Grundtvigs ansigt står som et symbol, men også den ekspressive nerve, hvor farver, penselstrøg og kontraster afslører en psykologi under overfladen.
Det er ikke en glat hyldest. Det er et forsøg på at lade ansigtet tale – med både lys og mørke, håb og tvivl.
Grundtvigs ansigt som spejl
Når beskueren står foran et af mine malerier, håber jeg, at det ikke blot er Grundtvig, de ser. Jeg håber, de ser det fællesskab, som hans idéer har formet: sangene, fortællingerne, skolerne, drømmene om frihed og oplysning. Men også bruddene, konflikterne, modernitetens spørgsmål.
For mig er kunsten ikke et museum af fortiden. Den er en samtale.
Hvert penselstrøg spørger: Hvad bærer vi videre? Hvad er gået tabt? Hvad betyder Grundtvigs ord, når de møder vores tid?
Det kollektive stof
I dag lever vi i en tid, hvor meget opløses i øjeblikke og fragmenter. Sociale medier, hurtige nyheder, billeder, der flimrer forbi, uden at vi når at forstå dem.
Måske er det derfor, vi har brug for steder, hvor vi kan møde den kollektive hukommelse. Ikke som nostalgi, men som en levende strøm, vi stadig er en del af.
Kunstværket kan være sådan et sted. Når jeg maler Grundtvig, er det som at forbinde mig til noget, der rækker bagud og fremad på samme tid. En kæde af stemmer, ansigter, historier. Et væv af betydninger, som ikke kan ejes af nogen enkelt, men som alligevel tilhører os alle.
Grundtvigs ansigt bliver på den måde ikke kun hans eget. Det bliver vores.